-
Terrorsigtet svensker mistænkes for skud ved ambassade i Stockholm
Source: BDK Borsnyt / 05 Feb 2025 05:27:07 America/New_York
En 17-årig svensk statsborger, der er sigtet i sag om håndgranater ved Israels ambassade i Hellerup, er også mistænkt i en sag om et skyderi ved Israels ambassade i Sveriges hovedstad, Stockholm. Det er kommet frem under et retsmøde i Københavns Byret onsdag formiddag. På retsmødet behandles en udleveringsanmodning fra Sverige. Den 17-årige svensker har siden oktober siddet varetægtsfængslet i København. Han er sigtet for terror ved ifølge sigtelsen sammen med en anden 20-årig svensker at have kastet to håndgranater i retning mod den israelske ambassade i Danmark. Det skete omkring klokken 03.20 den 2. oktober sidste år. Det var om aftenen 1. oktober sidste år, at der blev affyret skud mod den israelske ambassade i den svenske hovedstad. På retsmødet gjorde specialanklager Søren Harbo rede for, at anklagemyndigheden mener, at betingelserne for at udlevere den unge svensker er opfyldt. Den 17-årige samtykkede ikke og udtalte sig ikke under retsmødet. Dommeren bestemte, at der kan ske udlevering, når sagen i Danmark er afsluttet. Skyderiet ved ambassaden er ikke den eneste episode, som den 17-årige, der er beskyttet af et navneforbud, knyttes til. Han er også mistænkt for samme dag som skyderiet at have været i besiddelse af og overdraget våben til andre personer. Desuden er han mistænkt for et drab begået i den svenske by Hallstahammar 19. september sidste år. Ved samme hændelse er han også mistænkt for et drabsforsøg og våbenbesiddelse. Onsdag har den svenske anklagemyndighed udsendt en pressemeddelelse, hvori det lyder, at man har anmodet om at få den 17-årige udleveret. - Jeg har begæret den unge mand udleveret fra Danmark til Sverige til retsforfølgelse gennem en nordisk arrestordre. Manden er fængslet i Danmark mistænkt for sprængningen ved Israels ambassade i København 2. oktober 2024. - Sverige og Danmark har i et stykke tid haft et tæt samarbejde, siger senioranklager Cecilia Holmbom i pressemeddelelsen. Efter at der i oktober med kort mellemrum var alvorlige hændelser med våben ved israelske ambassader i Sverige og Danmark, blev der etableret kontakt mellem de to landes regeringer. 4. oktober sagde den svenske anklager Cecilia Holmbom, at der var en forbindelse mellem de to hændelser. Hun uddybede dog ikke, hvad forbindelsen bestod i. Efter skyderiet ved ambassaden i Sverige, meddelte den svenske efterretningstjeneste Säpo, at skyderiet kunne have forbindelse til Iran. Efterfølgende lød det fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) i Danmark, at man holdt øje med en mulig forbindelse til Iran i forbindelse med håndgranaterne. Offentligheden er dog ikke blevet klogere på, om der er en forbindelse. Retsmødet om forlængelse af fængslingen af de to unge svenskere i Danmark er blevet holdt bag lukkede døre. Specialanklager Søren Harbo har sagt, at man mener, at der er medgerningsmænd i den danske sag. Begge de sigtede svenskere har nægtet sig skyldige. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/terrorsigtet-svensker-mistaenkes-for-skud-ved-ambassade-i-stockholm